Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

I alt 4.154.829 vælgere i Danmark og udlandet kan stemme ved folkeafstemningen

Publiceret 28-11-2015
Pressemeddelelse Valg og folkeafstemninger

Der er kommet endeligt tal for, hvor mange vælgere fra ind- og udland, som kan sætte deres kryds til folkeafstemningen den 3. december 2015. Det er 30.106 flere end ved sidste folkeafstemning.

4.154.829 personer kan være med til at afgøre, om Danmark den 3. december 2015 skal sige JA eller NEJ til at omdanne retsforbeholdet til en tilvalgsordning.

Sammenligner man vælgertallet med sidste folkeafstemning i 2014, hvor vi stemte om en fælles patentdomstol, er vælgertallet steget med 30.106, altså 0,73 procent.

Vælgertallet omfatter:

  • 4.151.381 vælgere, som pr. 18. november 2015 (15 dage før afstemningsdagen) var registreret i CPR med bopæl i Danmark.
  • 448 vælgere, der i perioden fra og med den 18. november 2015 til og med den 26. november 2015 (7 dage før afstemningsdagen) er flyttet til Danmark fra udlandet og har meldt flytning til kommunen, og
  • 3.014 vælgere, der bor i udlandet, og som efter anmodning er blevet optaget på valglisten efter reglerne om udlandsdanskeres valgret til Folketinget.

I vælgertallet pr. 18. november 2015 indgår 14 vælgere, som siden da er flyttet til udlandet og er optaget på udlandsdanskervalglisten. Disse vælgere findes derfor nu blandt de nævnte 3.014 vælgere, der bor i udlandet.

Det endelige vælgertal, som bliver opgjort på afstemningsdagen den 3. december 2015, bliver dog lidt lavere end 4.154.829. Det skyldes bl.a. dødsfald, og at nogle borgere flytter til udlandet i tiden indtil afstemningsdagen.

 

Kontakt