Så er listen over folketingskandidater klar

Publiceret 10-06-2015

Fristen for at melde sig som kandidat til folketingsvalget er udløbet. 799 kandidater er opstillet til folketingsvalget torsdag den 18. juni 2015. Se listen over kandidaterne, og læs om, hvordan de fordeler sig statistisk.

Nu er Økonomi- og Indenrigsministeriet klar med den færdige liste over kandidater til folketingsvalg torsdag den 18. juni 2015.

I alt 799 kandidaters navne skal fordeles på stemmesedlerne, når danskerne skal til stemmeurnerne for at sætte deres kryds.

Antallet af kandidater er faldet med 5 eller ca. 0,62 pct. i forhold til ved folketingsvalget den 15. september 2011 (804 kandidater).

Ud af de 799 kandidater opstillet til valget er de 250 kandidater kvinder (mod 267 eller 33,2 pct. ved valget i 2011). Det er et fald på 1,9 procentpoint i forhold til valget i 2011.

Gennemsnitsalderen for de opstillede kandidater er 47,0 år for mænd og 45,2 år for kvinder (mod henholdsvis 45,9 år for mænd og 43,9 år for kvinder ved valget i 2011).

Af de 799 kandidater genopstiller 332, mens 467 er nyopstillede (mod henholdsvis 347 genopstillede kandidater og 457 nyopstillede kandidater ved valget i 2011). 

Læs mere om, hvordan kandidater fordeler sig på køn, alder m.v. i de forskellige opstillingsberettigede partier og blandt kandidater uden for partierne i kandidatstatistikken.