Sådan sætter du dit kryds

Publiceret 17-06-2015

Krydset skal sættes i afkrydsningsrubrikken ud for den kandidat eller det parti, du vil stemme på. Du må ikke tegne på stemmesedlen, for så risikerer du, at din stemme er ugyldig og ikke tæller med. Og husk: Ingen billeder af den afkrydsede stemmeseddel fra stemmeboksen.

Når du skal stemme til folketingsvalget torsdag den 18. juni 2015, skal du afgive din stemme med et kryds på en stemmeseddel.

Stemmesedlen får du udleveret, når du har afleveret dit valgkort til valglisteføreren og er blevet krydset af på valglisten.

Dit kryds skal sættes i afkrydsningsrubrikken ud for et parti eller en kandidat. Du skal kun sætte ét kryds på stemmesedlen. Hvis du sætter et andet tegn på stemmesedlen end et kryds, f.eks. en cirkel om et partibogstav eller en kandidat, er stemmesedlen ugyldig og vil ikke blive talt med i valgresultatet. 

Hvis du skriver forkert, eller du er kommet til at rive stemmesedlen i stykker, kan du bede en valgstyrer eller tilforordnet vælger uden for stemmerummet om at give dig en ny stemmeseddel.

Du kan dog ikke bytte din stemmeseddel, hvis du allerede har lagt den ned i stemmekassen.

En stemmeseddel er desuden ugyldig, hvis: 

  • det ikke med sikkerhed kan afgøres, hvilket af partierne eller hvilken kandidat du har stemt på (f.eks. hvis du har sat krydser ud for flere partier eller kandidater for forskellige partier),
  • du ikke har brugt en stemmeseddel, der er udleveret på afstemningsstedet,
  • du har givet stemmesedlen et særpræg, f.eks. hvis du har tegnet eller skrevet noget på den,
  • stemmesedlen er blank.

Du skal aflevere stemmesedlen i stemmekassen, uanset om du har udfyldt den eller ej. Du må ikke tage stemmesedlen med dig ud af valglokalet. Du må heller ikke tage et billede af din afkrydsede stemmeseddel, f.eks. for at lave en opdatering på Facebook eller Twitter. Det skyldes, at vi har stemmehemmelighed i Danmark.

Hvis du ikke ønsker at stemme på nogen af de kandidater eller partier, der står på stemmesedlen, kan du stemme blankt, det vil sige lade være med at sætte et kryds på stemmesedlen og lægge den i stemmekassen uden at udfylde den. Stemmesedlen er ugyldig, men din stemme bliver talt med i det samlede antal af afgivne stemmer og dermed i, hvor stor valgdeltagelsen bliver.

Ved folketingsvalget den 15. september 2011 var valgdeltagelsen på 87,7 procent. Der blev afgivet 3.579.675 stemmer, hvoraf 34.307 stemmer var ugyldige. Af disse var 22.815 stemmesedler blanke.

 

 

Kontakt