Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Indsamling af vælgererklæringer

Når et nyt parti har fået godkendt sit partinavn af Valgnævnet, kan partiet gå i gang med at indsamle vælgererklæringer. Indsamlingen af vælgererklæringer skal ske via vælgererklæring.dk, der er en digital løsning.

Den person, der har fået et partinavn godkendt, får adgang til at bruge den digitale løsning ved at rette henvendelse til Økonomi- og Indenrigsministeriet og oplyse sit navn og CPR-nummer. Personen vil herefter i systemet blive oprettet som partiadministrator.

For at man kan være partiadministrator/bruger af vælgererklæring.dk, er det en forudsætning, at man har et NemID.

 

Hvordan støtter man et nyt parti?

En vælger, der ønsker at støtte et nyt parti, kan enten afgive en digital vælgererklæring eller en papirbaseret vælgererklæring. Vælgeren skal ved afgivelsen af vælgererklæringen have valgret til Folketinget henholdsvis Europa-Parlamentet.

Ønsker vælgeren at afgive en digital vælgererklæring, skal vælgeren oplyse sin e-mailadresse til partiet, som herefter skal indtaste e-mailadressen i vælgererklæring.dk.  Vælgeren modtager herefter en e-mail med et link til vælgererklæring.dk, hvor vælgeren kan afgive sin vælgererklæring, såfremt vælgeren fortsat ønsker at støtte partiet. Vælgeren skal logge ind i systemet med NemID. Det er først, når vælgeren har afgivet sin vælgererklæring i systemet, at vælgeren støtter partiet.

Ønsker vælgeren at afgive en papirbaseret vælgererklæring, skal vælgeren oplyse sit CPR-nummer til partiet som støttetilkendegivelse. Partiet skal herefter indtaste CPR-nummeret i vælgererklæring.dk. Vælgeren modtager herefter et brev med almindelig post med en vælgererklæring, som vælgeren skal udfylde, underskrive og sende til partiet. Partiet skal indtaste vælgererklæringen i vælgererklæring.dk. Det er først herefter, at vælgeren støtter partiet.

En vælgererklæring er gyldig i 18 måneder fra datoen for afgivelsen af vælgererklæringen.

Når en vælger har skrevet under på en vælgererklæring for et godkendt parti, kan vælgeren ikke skrive under på en vælgererklæring for et andet parti. Dette gælder, så længe vælgererklæringen er gyldig, dvs. 18 måneder, eller så længe anmeldelsen af partiet er gyldig (hvis partiet har anmeldt sig), dvs. indtil det først afholdte valg, dog mindst i 18 måneder fra anmeldelsen.

Vælgeren kan dog på ethvert tidspunkt, indtil partiet har anmeldt sig, trække sin vælgererklæring tilbage, hvorefter vælgeren vil kunne støtte et andet parti.