Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.Læs mere om cookies

Her er det foreløbige vælgertal til folkeafstemningen

Publiceret 19-11-2015
Pressemeddelelse Valg og folkeafstemninger

Social- og Indenrigsministeriet har opgjort, hvor mange vælgere bosat i Danmark, der kan sætte deres kryds til folkeafstemningen torsdag den 3. december 2015.

Når vi skal til stemmeurnerne om at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning den 3. december 2015, kan 4.151.381 vælgere sætte deres kryds. Det viser Social- og Indenrigsministeriets foreløbige opgørelse. Den ældste vælger er 110 år.

Vælgertallet er steget med 26.658 personer i forhold til sidste folkeafstemning, hvor vi stemte om en fælles patentdomstol den 25. maj 2014. Det svarer til en stigning på 0,6 procent.

Vælgertallet er gjort op pr. 18. november 2015 (15 dage før afstemningsdagen) og omfatter de vælgere, der denne dag var registreret i CPR med bopæl i Danmark.

Det betyder altså, at vælgere, som bor uden for Danmark, ikke er talt med. De skal søge om at blive optaget på valglisten efter reglerne om udlandsdanskeres valgret til folketingsvalg. Opgørelsen over denne gruppe af vælgere vil være klar pr. 26. november 2015 (7 dage før afstemningsdagen), som er seneste frist for optagelse af udlandsdanskere på valglisten. Den dag er også fristen for at blive optaget på valglisten for vælgere, der flytter til Danmark fra udlandet efter den 18. november 2015.

Opgørelsen over det samlede vælgertal forventer Social- og Indenrigsministeriet at kunne løfte sløret for den 27. november 2015.

Det samlede vælgertal vil omfatte de vælgere, der pr. 18. november 2015 var registreret i CPR med bopæl i Danmark, de vælgere, der er flyttet til Danmark fra udlandet mellem den 18. november 2015 og den 26. november 2015, samt de vælgere, der bor i udlandet, og som efter anmodning bliver optaget på valglisten.

Kontakt

Christine Boeskov

Titel: Valgkonsulent
Afdeling: Kommunaljura og Valg